Leaving Las Vegas

Vi var i Las Vegas, og nu er vi taget afsted…

Ok… måske vi skulle skrive lidt mere? Vi er nu taget fra Las Vegas, og det har været en rigtig stor oplevelse – jeg, Jacob havde reserveret en suite på Luxor-hotellet, som er formet som en pyramide, hvilket var en stor overraskelse for Katja, som ingen idé havde om hvor vi skulle bo.

Se værelset her. Som I kan se havde vi vores egen spa på værelset, hvilket var en god mulighed for at slappe af om aftenen. Hotellet er fantastisk som I kan se på billederne – man fik virkelig fornemmelsen af at være i en pyramide, og de havde gjort meget ud af at kæle for detaljerne. Størrelsen på hotellet kan bedst illustreres ved at nævne antallet af “Starbucks” – fire! På ét hotel! Casinoet var rigtig udemærket, og vi fik spillet lidt mens vi drak drinks fra baren. Pool-området var kæmpe stort og velassoteret – liggestole og håndklæder var gratis og tjenerne kom rundt så man kunne bestille drinks uden at rejse sig fra stolen. Efter det hårde program vi havde været igennem de sidste uger bestemte vi os for ikke at tage ud og se Grand Canyon – det gemmer vi til næste gang; desuden fik vi et godt blik af den på flyet fra Las Vegas til New York. Selve byen Las Vegas er fuld af kontraster – “The Strip” (gaden hvor alle de store kasinoer og hoteller ligger) er meget overvældende. Her er fuld af fantastiske kopier af alt hvad der er noget ved i denne verden. Man kan komme en tur op i Eifeltårnet, sejle i en gondol i en kopi af Venedi eller spise på en gade i New York på et hotel med navnet “New York New York” – de har forresten også en komplet kopi af frihedsgudinden i ca. halv størrelse og en ditto af Brooklyn Bridge! Der er også et hotel formet som en ridderborg kaldet “Excalibur”. Bevæger man sig bare et par gader væk ser man ikke andet end kønsløse butikker og barer, og lidt længere ude store beboelsesområder med klynger af op til 100 ét-planshuse som er nøjagtige kopier af hinanden.

Alt i alt var Las Vegas en god oplevelse, og det er tydeligt at byen har gjort meget ud af at være familievenlig, så det ikke kun er spillefugle der har grund til at besøge den.

Og for de nysgerrige: NEJ, vi er ikke blevet gift i Las Vegas

SeaWorld i San Diego

Efter LA kørte vi de 180 kilometer til San Diego hvor SeaWorld ligger. Det er en kombineret dyre- og forlystelsespark, hvor man kan se både delfiner, spækhuggere, søløver og pingviner. Vi brugte hele dagen i parken hvor vi så delfinshow, spækhugershow og et teaterstykke med søløver. Det var en meget stor oplevelse – til sidst fik vi mulighed for at klappe delfiner og fodre dem med små fisk. Vi indlogerede os på et hotel i San Diego og gjorde klar til at køre de over 500 km til Las Vegas dagen efter.

Bemærk

Vi håber, at I nyder billederne, og vi glæder os til at fortælle mere på her på bloggen og når vi kommer hjem. Mange kærlige hilsener og tanker til alle foreløbig – og mange tak for alle jeres kommentarer/mails. Vi når simpelthen ikke at svare undervejs ved siden af bloggen også, men det håber vi, at I tilgiver os. -Bliv endelig ved at komme med kommentarer, dem er vi rigtig glade for! )

Eventuelle klager over de enkelte indlæg kan iøvrigt rettes til den/de respektive forfattere. Indtil videre har Katja stået for indlæggene “Alcatraz”, “Welcome to the Hotel California” og “La LA”, mens Jacob har været mere flittig med de øvrige indlæg.

La LA

Vi har netop imorges forladt Los Angeles for at besøge Sea World og drage ind i land mod Vegas. Så hvad kunne være et mere passende tidspunkt til at fortælle jer om vores besøg i denne sjernernes by – de stigende, de store, de evigt skinnende og de faldne. Vi er enedes om at vi ligeså godt kan starte med en tilståelse og tage brodden af det spørgsmål, vi ved, at vi vil blive mødt med igen og igen efter denne tur; hvordan kan det rent faktisk lade sig gøre at opholde sig i L.A. i knap en uge – fuldt mobiliseret og iøvrigt forholdsvis kortautoriseret – uden at se så meget som skyggen af det store, hvide Hollywood skilt tegne sig mod bjergene? VI VED DET IKKE, OKAY?! Og vi synes heller ikke helt, at vi kan gøre for det, for guderne skal vide, at vi har kørt gaderne tynde her… Vi fik mere præcis direktion i går aftes, da vi benyttede os af et lokalt vaskeri (ingen kendisser dér), og det lader til, at vi indtil flere gange har kørt med næsen frontalt pegende mod skiltet, uden at det altså har hjulpet os. Vi var for trætte til at jagte de forjættede bogstaver igår aftes og idag havde vi simpelthen ikke tid. Så skiltet er vel bare endnu en grund til, at vi bliver nødt til at vende tilbage hertil. For hold op, hvor er L.A. dog også bare en fed by! Hvis vi følte, at vi kendte San Fransisco forholdsvis godt forholdsvis hurtigt, så er vi nu taget fra L.A. med følelsen af, at vi kun har skrabet overfladen på, hvad denne by har at tilbyde. Første aften krøb vi med bankende hjerte de få gader fra vores hotel til en iøvrigt rigtig udemærket thairestaurant og tilbage igen efter først at have aftalt hvordan vi ville reagere, ikke hvis, men når vi blev frarøvet vores ting med en pistol for panden. Allerede anden aften var den nervøsitet helt væk, og resten af tiden følte vi os rigtig godt tilpas i byen. Vi har selvfølgelig kørt op og ned af Hollywood Boulevard (nok noget nær den mest uglamourøse del af byen rent faktisk), og vi har oset rundt på Sunset Boulevard og Santa Monica Boulevard, som bare emmer så meget af brede palmealléer, dyre designerbutikker, rigdom, kæmpe villaer og “Armed responses”-skilte i forhaverne, at kæben bliver tung af benovelse. Santa Monica var vores absolutte favoritområde. En preference, vi delte med stjerner som bla. Lindsay Lohan, som rygtet vil vide lige har ladet sig arrestere for D.U.I. (Driving under the influence – med andre ord, hun var totalt skæv på stoffer) i de selvsamme gader, som vi har valfartet rundt på. Vi kunne for den sags skyld faktisk have været blevet påkørt af hende, når det kommer til stykket… -Hvor meget større kan det blive?!!!:o)

Vi har naturligvis også ført os frem på Rodeo Drive og set på tasker til den nette sum af 7.500… USD! En mindre valuta detalje, som rent faktisk aftvang Jacob respekt, da jeg uden særlig imponeret mine blot ytrede et konstaterende “Okay” til ekspedienten, da han havde smilet prisen til os, mens han retfærdiggørende demonstrerede, at så havde den skam også både et lille indvendigt lynlåsrum og et bælte udenpå, som både kunne åbnes og lukkes (iøvrigt uden anden funktion). Hvis nu sandheden skal for en dag, så var det helt ærligt først ude på det solbeskinnede fortov, at fakta dagede for mig, og jeg opdagede, at vi altså talte ca. 40.000 kr. i runde tal (når vi regner deres sales tax med). Gad egentlig vide, hvad Jacob havde gjort, hvis jeg bare havde hevet mit visa frem inde i butikken?

I den bestemt øvre del af fornøjelsesskalaen skal nævnes en biografoplevelse i Arclight, downtown L.A. Biografen er en kæmpe halvkugle, og krumningen går igen på lærredet, som gør filmen mere til en total-oplevelse, end vi er vant til herhjemme. Vi så iøvrigt “Hairspray” (en film-musical med blandt andre Michelle Pfeiffer og John Travolta), som kommer til de danske biografer om – tja laaang tid, og til den tid skal I bare vide, at DEN KAN ANBEFALES! Det samme kan et besøg i Universal Studios, som byder på alt fra rundvisninger i rigtige filmsets, til 3D kortfilm, vanvittige og fantastiske forlystelser og popcorn med karamel på. Vi lader billederne tale for sig selv ) I den absolutte nedre del af skalaen ligger – beklager – Disneyland. Disneyland er faktisk to parker side om side, hvor det oprindelige Disneyland er så stopfyldt af mennesker og har så timelange køer (det er rent faktisk ingen overdrivelse) til ganske skuffende forlystelser, at det bliver en hård kamp for vores fremtidige børn nogensinde at få os overtalt til at tage dertil igen. Naboparken, Disneys California Adventure, er langt bedre, men nok mere for voksne.

På falderebet af vores L.A. indlæg vil vi da også lige blære os med, at vi har besøgt The Walsh House – bedre kendt som Brenda og Brandons hjem i Beverly Hills 90210 (det er altså en rigtig adresse), Ole Henriksens spa-sted og Bel Air in general.

LA:

Universal Studios:

Brandon’s hus i 90210:

Disneyland:

Solvang

Den “danske” koloni i Californien hedder Solvang. En by, som blev anlagt af danskere, men som nu er blevet opkøbt af pengestærke amerikanere som har omdannet byen til et meget kommercielt foretagenede. Byens charme skulle være et meget dansk islæt med bindingsværkshuse, bagerier og en mølle. Det findes der også, men mere dansk er det så heller ikke. Bindingsværket er lavet af plastic som er limet på bygningerne og møllen er som taget ud af en tegnefilm. Det er helt tydeligt at byen drives som en stor forretning hvor det eneste mål er at tjene penge. Butikkerne haldler kun med billige souveniers – som ikke har ret meget med Danmark at gøre. På mange af tingene var der svenske flag eller en label i bunden med teksten “Made in China”. Bageriet har winerbrød, men det er meget amerikaniseret, og meget af det kunne ikke genkendes under de navne de brugte. Ekspedienterne har ikke andet end et skuldertræk til overs når man fortæller dem at man kommer fra Danmark. Receptionisten på hotellet vidste ikke engang hvad Danmark var! Generelt var der ikke meget at se i byen. Man brugte en times tid på at gå en tur i gaderne – og så havde man fået nok og ville videre…

Hearst Castle

Turen gik videre til Hearst Castle, som er en afdød bladkonges utrolige værk. Det er et slot bygget på toppen af et bjerg, og omkrandset af så meget jord at det er svært at fatte (1000 km²). Slottet er blevet brugt til fester og gæster og som William Hearsts private bopæl. Indtrykket af slottet er generelt at det er flot og meget gennemført – der er ikke sparet på noget. Samtidig får man et indblik i hvordan det ypperste så ud i 20′erne og 30′erne – og hvordan Hearsts ynglingsgæster var indkvarteret. Mange vil sikkert genkende navne som Charlie Chaplin, Cary Grant, the Marx Brothers, Charles Lindbergh, Joan Crawford, Calvin Coolidge og Winston Churchill. Vi brugte en times tid på en (tvunget) guidet tur rundt et par af de 6 soveværelser, 61 badeværelser og 19 stuer, hvor vi ikke lavede andet end at blive irettesat af guiden; “venligst ikke træde udenfor tæppet”, “venligst ikke røre dørkarmen”, “VENLIGST ikke kigge på væggene og de udstillede genstande” , etc. Turen sluttede med at vi fik et par meget uinspirerende sandwiches ved indgangen. Vi kørte videre mod Solvang, men stoppede lige ved et strandstykke og dyppede fødderne. Det var VIRKELIG koldt, så det tegnede ikke så godt for vores planer om at skulle i vandet i LA.

Welcome to the Hotel California!

Tirsdag – efter med en kraftanstrengelse at have undgået at gå totalt amok i fashion outlets – satte vi kurs mod Solvang henad eftermiddagen. Super idé, syntes vi selv. Og det var da også godt at køre så forholdsvis sent på dagen, fordi det betød, at vi havde rigtig god plads på Highway 1. På kortet kunne vi se, at vi kun skulle køre et overskueligt stykke – sådan cirka 5 centimeter, så det ville passe meget godt med, at vi ville være i Solvang hen under aften og have god tid til at finde et hyggeligt sted at indlogere os for natten. Så vi kørte gladeligt afsted langs kysten på snoede bjergsider og følte det ultimative sus af frihed i vores Chrysler P/T Cruiser med kalechen nede, vind i håret og ingen verdens ting, vi skulle nå. – Andet end at finde et sted før mørket faldt på for alvor og benzinmåleren gav et sidste host fra sig….

Og det var da også mægtig smukt. Og vi smilte stadig, da tågen begyndte at vælde ind over vejbanen fra vandsiden og vi opdagede, at vi var komplet udenfor telefonforbindelse eller andet med omverdenen. Da de eneste biler på vejen udover os efterhånden var dem, der kørte imod os, eller var autocampers som holdt ind til siden for natten, følte vi, at det var tid til at tjekke lidt op på afstanden på kortet. Der havde trods alt ikke været hverken benzinstationer, moteller eller for den sags skyld noget som helst andet civiliseret i – tja, skal vi ikke bare sige RIGTIG lang tid efterhånden! Vi kørte nok et stykke tid i tavshed, mens vi hver især i vores stille sind forsøgte at “keep the spirit high”. Men smilene blev mere og mere anstrengte, og da mørket tilsidst havde omsluttet os helt, og vi begyndte at nærme os en seriøs brændstofsituation, så tror jeg ærligt talt godt, at man kan kalde os en anelse pressede.

På et punkt talte vi om at vende om, men det var lidt som at gamble med høj indsats uden at kende odds – ville vi kunne nå tilbage til Monteray (det var godt 3 centimeter tilbage ifølge kortet) på den smule brændstof, vi havde tilbage? Og ville vi overhovedet kunne få et sted at sove, når vi – guderne skal vide hvad tid – landede? Og var det iøvrigt ikke lidt dumt at vende om nu? Vi bestemte os for at fortsætte. Men det var med en isnende klar bevidsthed om, at det kunne betyde, at vi skulle overnatte i vejkanten på en bjergskråning in the middle of nowhere med alverdens gyserfilm kørende for vores indre øje. Det er, hvad der kommer af at se for mange scary movies, og det er hermed vedtaget, at vores børns uskyldige verdensbillede ALDRIG skal forplumres på dén måde. Når de en dag sidder fast på en mørk bjergskråning uden brændstof – så vil de sgu takke deres forældre! (hmmm…).

Vi kom langt om længe til et hotel (nok snarere nogle cabins), men der var naturligvis No vacancies. Ejeren af stedet fortalte os, at alt i nærheden var tilsvarende fuldt ud booket, men at der var nogle cabins længere fremme. Hun mente dog ikke, at vi kunne nå frem, før de lukkede. Vi tog chancen og trykkede speederen i bund for de sidste dråber benzin i tanken og nåede faktisk de omtalte cabins flere kilometer væk præcis 5 minutter, før de lukkede for natten. Jacob næsten kastede sig ind i deres reception og vi kunne ikke fatte vores held, da de rent faktisk bekræftede, at de havde en ledig hytte. Vi tog den – selvfølgelig tog vi den – selvom prisen var pebret og alting omkring det i nattens mørke virkede noget utrygt. Specielt, da ejeren selv med et skævt smil sagde “Yeah, I guess it can seem a bit scary cheking into this place in the middle of the night in a dark, abandonned place, and I then say “Welcome to the Hotel California”… (!) Vi blev indlogeret i en rigtig lille træhytte, og selvom den var ganske smagfuldt indrettet (så smagfuldt, som en træhytte nu kan være), så måtte vi købe en ekstra stor Heineken til deling, før vi kunne få pulsen så langt ned, at det rent faktisk var muligt at få bare en anelse søvn.

Næste morgen var vi simpelthen så glade for, at vi havde sovet netop dér. Der var den smukkeste udsigt over havet fra bjergsiden, og vi var godt på vej mod Solvang og Hearst Castle, som var næste stop på turen. Vi havde fået bugt med en god bid af strækningen allerede, og vi havde stadig så meget tilbage, at vi ikke missede den smukke naturoplevelse, som highway 1 byder på. -Og morgenmaden var super! ) Det er det, vi siger, der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Mere følger )

Gilroy Fashion Outlets

Efter Silicon Valley kørte vi forbi Gilroy hvor der ligger et utal af fashion outlets – altså butikker hvor fabrikkerne sælger ud af deres kollektioner til lave priser. Jacob fik købt et par shorts, et par bukser, nogle hvide t-shirts fra Ralph Lauren og tre polo-shirts af forskellige mærker. Priserne var under halvdelen af hvad de er i Danmark, så det kan godt betale sig. Katja købte en trøje, en kjole og en top. Udenfor Las Vegas er der et outlet-center mere, og det skal vi nok også lige forbi

Silicon Valley

Efter Alcatraz kørte vi til Palo Alto og indlogerede os på et motel. Palo Alto ligger i midten af Silicon Valley hvor der ligger en masse IT-firmaer (Apple, Google, etc.). Jeg (Jacob) havde glædet mig meget til at se stedet – “hovedstaden” i IT-verdenen. Vi kørte først til Googleplex hvor Google har hovedkvarter, et meget stort område som minder meget om et campus. Da det var søndag var der ikke så meget aktivitet, men det er muligvis meget godt – jeg er ikke sikker på at vi havde fået lov til at gå rundt og kigge ind ad vinduerne hvis der havde været folk på arbejde; og der er ingen rundture hos Google. Vi kunne se, at de har en stor skærm i foryeren, som konstant viser et uddrag af de søgeord, der hvert sekund tastes på Googles hjemmeside. Vi kørte videre til Xerox PARC (Palo Alto Research Center), hvor den grafiske brugerflade blev opfundet med maskinen “Alto” i 1970′erne. Sidste stop var Computer History Museum hvor der er udstillet computere helt tilbage fra da de belv opfundet og til i dag. Det var mange spændende ting at se, og tour-guiden var så god at Katja faktisk syntes at det var interessant at se Dagen sluttede på resteuranten “Frankie, Jonny and Luigis too” – den samme restaurant som Steve Jobs (grundlægger af Apple computer) og to af hans medarbejdere tog til og spiste da de havde samlet det første motherboard til den første Macintosh-computer i 1983. Dagen efter kørte vi forbi Apples hovedkvarter på 1 Infinite Loop og besøgte deres Company Store.

Alcatraz

Fredag stævnede vi ud fra San Fransisco Pier 39 med kurs mod The Rock, også kendt som Alcatraz. Det var fantastisk at se San Fransisco fra vandsiden. Billedet af de snorlige gaders stejle stigninger, som deler byen i kolonneform, berettigede til fulde vores ømme ben- og lægmuskler.

Vi blev mødt af ordene “Nothing is worth this” citeret fra én af øens tidligere beboere. Og som man står dér i sit turistede outfit med solcreme i tasken og returbilletten til båden i hånden, mærker man selv kulden, der trækker ind fra det omgivende hav og indelukketheden krybe ind under huden. Selve fængslet er bygget af fangerne selv. Hvilke tanker må de ikke have gjort sig, mens murene rejste sig om dem og lukkede det frie liv ude? Noget af det værste, sagde de, var at kunne høre lydene fra byen så tæt på fra den anden side af havet – og dog så langt væk. Ved vores ankomst til Alcatraz fik vi hver udleveret en walkman med en prisbelønnet rundvisning hvor både tidligere fanger og fangevogtere fortæller om deres tid på øen. Her har siddet gangsterforbrydere som Al “Scarface” Capone (dømt for skatteunddagrelse – det var sgu lidt andre vilkår for Glistrup!) og “Machine Gun” Kelly (dømt for bankrøveri) m.fl. De, der kom hertil, var forbrydere, som de almindelige fængsler ikke kunne håndtere. Alcatraz har næsten selvsagt lagt jord til berømte – og berygtede – flugtforsøg og fangeoprør gennem tiderne, men også til overraskende smukke og livsbekræftende ting. Øen var derfor bla. også kendt for The Historic Gardens (passet af fangerne selv) og de familier, som levede og arbejdede på øen. Alcatraz ophørte med at fungere som fængsel i 1963 og i en kort periode under flower power-tiden forsøgte man at besætte øen for at give den til indianerne som bod for det land, amerikanerne engang havde taget fra dem. Idag er kun det rige fugleliv fastboere på øen og vi andre – ja vi var nu alligevel inderst inde en anelse lettede, da båden igen lagde til kaj henad eftermiddagen og sejlede os tilbage til San Fransisco, solen og resten af vores ferie.